En typisk hverdag i Spirerne vil ca. se sådan ud:
07:15 – 08:45 Børnene afleveres i Spirerne
08:45 – 09:15 Formiddagssamling, sang og frugt
09:15 – 10:30 Leg, aktiviteter, på tur eller lignende
10.30 – 11:00 Frokost
12:00 – 14:30 Børnene sover. De får eftermiddagsmad løbende
når de vågner op
14:30 – 15:30 Leg indtil vi går hjem
Vi er ikke pålagt at skulle arbejde ud fra læreplanstemaerne, men vi kommer dog alligevel omkring rigtig meget i hverdagen, og vi vægter højt at vores børn udfordres og udvikler sig i sit eget tempo. Vi finder det meget vigtigt at børnene hver dag får mulighed for at udfordre deres sanser og motorik, for dermed at kunne lære og udvikle sig. Hermed er dette også altid en stor del af vores hverdag, uanset om vi er ude eller inde. Vi har til huse i naturskønne omgivelser i gåafstand til skove, marker, skole, boldbaner, legeplads, bondegårde og grønne områder, som vi glædeligt gør brug af.
Både på ture ude og herhjemme i haven er vi enige om at alle børn får rigtig meget ud af det – uanset om vi laver planlagte aktiviteter eller om vi “bare leger”. Især når vi er udenfor er alle børnenes sanser godt i spil. En almindelig dag i haven kan byde på rigtig mange sanseindtryk. Vi går, løber, hopper, rutsjer, lytter efter fugle og flyvemaskiner, vi dufter til blomster, leger med og mærker på både sand, græs og vand. Og så vigtigst af alt – vi lærer at forstå os selv og verden omkring os gennem vores sanser.
Sang og musik er en fast del af vores hverdag. Hver dag ca. kl. 08:45 holder vi samling, hvor vi snakker, synger, spiller eller fortæller, hvilket er til stor glæde for alle børn. Vi lærer børnene en del af de gamle, traditionelle sange samt mange nye og bruger gerne rekvisitter og fagter til sangene – så børnene får en visuel forståelse af, hvad vi synger.
Til samling øver de sig bl.a. også i at vente på tur og være en del af fællesskabet. Via fortælling, oplæsning, sang, musik, gymnastik, rim og remser styrker børnene både deres sproglige og kognitive udvikling, og i høj grad også deres evne til at indgå i det fællesskab, vi er i her i Spirerne.